Den uhåndterlige verden

Af Helene Sejergaard Sørensen, København

Jeg sad i min skriveverden og glemte verden omkring. Det var gode ord, der kom på papiret, syntes jeg. En lille nuance blev rettet. Sådan skal det lyde, så det fænger, og der ruskes i folk… Jeg levede i ordene, de blev min lille verden. En verden, der trods alt er til at have med at gøre, når fingrene ellers flyder på tasterne, for i sidste ende er det jo mig, der bestemmer, hvordan det skal forme sig.

Øjnene blev trætte og trængte til frisk luft. Øjnene og kroppen fulgtes ud af døren. Kroppen mærkede kulden, mens øjnene fik den tiltrængte friske luft til klarsynet.

Derude i kulden slog det mig (igen), hvor stor forskel der kan være på min lille skriveverden med alle de gode ord og så den uhåndterlige verden udenfor på gaden, hvor det overhovedet ikke er mig, der bestemmer, hvordan det skal gå.
Forskellen er stor, og så nemt glemmer jeg den uhåndterlige verden og de behov, – og de er mange – der går rundt lige udenfor min dør.

Skal jeg lade det blive ved det? Næ, det skal jeg faktisk ikke!

(Klumme fra Unge Elmer nr 1 2009)