UngeElmer

Fra 32 MB til 2GB - Jesus er den samme

Af Johannes Agerbo Haahr

Jesus er den samme. I går og i dag og den 11. september 2001 og den 8. februar 1985 og den 5. maj 1945. Og den 17. nisan år 400 før han blev født. Og den 29. juni 3067.

Og du har fanget pointen: Han er altid og evig, og aldrig i evighed bliver det anderledes med ham.

Livet i denne verden er aldrig det samme. I 1992 fik min far en computer med 32 MB harddisk og 1 MB Ram, som vel har kostet omkring 10.000 kr. Igår så jeg et SD-kort med 2 GB til 49 kr. I 1998 var orange fleecetrøjer et hit. Det samme med tis-gult hår, med spikes formet af DAX. Den røde var bedst. Hvis man i den periode godt kunne tænke sig at få et radiohit, skulle man skrive en sang om legetøj. Da jeg startede på gymnasiet i 2002, var der flere af mine klassekammerater, der ikke ejede en mobiltelefon, og ingen havde tænkt på at eje en bærbar, som man jo kaldte en blærbar dengang. I sidste uge fik min lillesøster i 9. klasse sin anden bærbare. Da jeg selv gik i 9. klasse, var der optaget på telefonlinjen, hvis nogen i huset var på Internettet, som ingen i øvrigt helt vidste, om der var en fremtid for. I 2006 havde jeg aldrig hørt om Facebook. I maj 2007 sagde meningsmålingerne, at daværende Ny Alliance ville få 22 mandater i Folketinget. Idag har de én, der sidder til tælling indtil næste valg.

Og du har fanget pointen: Vi roder rundt i et meget ustabilt og foranderligt og forgængeligt liv, hvor i dag mere end nogensinde bliver til i morgen. (Idag er nådens tid.)

(Klumme fra Unge Elmer nr 2 2009)